2023/24

Skanderborg, oktober 2024.

Formandsberetning for 2023-24.

På sidste generalforsamling havde vi et spændende foredrag af professor Lars Østergård, Aarhus Universitetshospital, hvor 120 af foreningens medlemmer var mødt op. Så man må sige at det er en forening i fuld vigør. Opbakningen betyder også meget for den energi, vi i bestyrelsen, lægger i det frivillige arbejde.

Vi har haft nogle afklarende møder med Skanderborg Kommune vedr. grunden ved Fruering. Vi har lavet en aftale om betingelserne vedr. køb af grunden, så vi føler os rimelig sikre på, at vores nye hospice kommer til at ligge ved Fruering, når vi får en driftsaftale med Region Midt.

Den 10. april var vi, i samarbejde med Hospice Forum Danmark, arrangør af en stor Høring i Fællessalen på Christiansborg, hvor læge og journalist Peter Qvortrup Geisling var ordstyrer og det gjorde han godt. Emnet var: ”Er palliationsindsatsen god nok i Danmark og har vi hospicepladser nok?”

Der var indlæg fra bl.a. Kræftens Bekæmpelse, Lungeforeningen, Alzheimerforeningen, Danske Regioner og folketingspolitikere fra SF, Socialdemokratiet, Venstre og Liberal Alliance. Lise Hust (der stiller op til bestyrelsen i vores støtteforening) deltog som pårørende i en samtale med Peter Qvortrup Geisling, hvilket var en stærk oplevelse i programmet – så tak for det Lise.

Der var ca. 120 tilhørere fra hele Danmark, hvoraf der deltog en halv snes fra vores forening, så det var flot. Høringen var arrangeret for at få sat hospicesagen på den politiske dagsorden, og de deltagende politikere gav udtryk for, at der burde ske noget nu. Vi har senere lavet et skriv til de deltagende politikere, ligesom vi har lavet Kronikker og læserbreve, for at holde sagen varm.

Vi har også et tæt samarbejde med den nye formand i Hospice Forum Danmark, Mogens Nørgård. Der er desværre endnu ikke sket noget konkret, hvilket er utilfredsstillende og for dårligt. Men vi kan kun blive ved med at presse på.

Vi har afholdt 4 bestyrelsesmøder, ligesom vi har deltaget i Hospice Forum Danmarks generalforsamling, hvor Anders Christiansen jo sidder som suppleant og i fondens bestyrelse, hvor han lavet et stort arbejde.

I juni arrangerede vi et foredrag med hospitals- og hospicepræst Line Rudbeck i Pakhuset i Odder, over emnet ”Samtaler i den sidste tid”, et særdeles velbesøgt arrangement. Line holdt et meget spændende og tankevækkende foredrag, hvilket deltagerne roste meget.

I samarbejde med Skanderborg Fodslaw var der, traditionen tro, arrangeret ”Gå for hospice” i august. Der var 5 og 10 km ture i Skanderborgs skønne natur. Turen startede ved Skanderborg Junior Sejlklubs lokaler ved Vestermølle og der deltog 70, hvilket er rekord. Det blev desværre regnvejr på en del af turen, men humøret var alligevel højt ved kaffen bagefter. Stor tak til både Skanderborg Fodslaw og Skanderborg Junior Sejlklub for lån af lokaler. Overskuddet går ubeskåret til Støtteforeningen. Vi har allerede aftalt at gentage arrangementet til næste år.

Den 7. september havde vi, traditionen tro, en stand på Kræmmermarkedet i Skanderborg. Vejret var godt og der var mange på gaden. Vi talte med rigtig mange, der gav udtryk for deres opbakning til vores arbejde. Helt konkret fik vi over 100 nye medlemmer, det var helt fantastisk – så tak for det.

Vi har også været ”På gaden” i Odder og Hørning, hvor flere nye medlemmer kom til.

Vi har siden september 2023 til dato fået 276 nye medlemmer og med en afgang på 54 medlemmer, så er det i alt en fremgang på 222 medlemmer, så vi nu har 1320 medlemmer.

Det er helt utroligt flot med den store opbakning til Støtteforeningen, som bestyrelsen aktivt kan bruge i argumentationen overfor politikkerne, ligesom det giver energi til at kæmpe videre.

Som noget nyt har vi oprettet et ambassadørkorps, der kan hjælpe bestyrelsen med en del praktiske ting, f.eks. at deltage i Kræmmermarkedet, så vi ikke altid skal trække på bestyrelsesmedlemmerne. Hvis man gerne vil bidrage, skal man blot kontakte formanden.

Vi har i årets løb modtaget en del gaver og donationer, hvilket vi er meget taknemmelige for.

Som det fremgår af ovenstående, har det været et særdeles aktivt år for bestyrelsen og det er vigtigt for os, med den store opbakning og tålmodighed blandt vores medlemmer, det er afgørende for, at holde modet oppe og kæmpe gennem så lang tid – så en stor tak for det. Også en stor tak for det store frivillige arbejde der lægges i bestyrelsen.

Det skal lykkes med at få etableret et nyt hospice i vores nærområde.

Med venlig hilsen

Villy Helleskov

formand