Troels Dolmers tale ved den stiftende generalforsamling 9.oktober 2006
I middelalderen var navnet hospice knyttet til klosterherberger for syge og udmattede pilgrimsrejsende.
Det, vi forstår ved hospice i dag begyndte i England i 1960`erne.
Der første danske hospice åbnede i 1992 på Sct.Lukasstiftelsen i København.
Det er kun 14 år siden. I flere år måtte patienterne selv betale, og mange mennesker kaldte hospice for dødshospital, det var noget ganske udanskt.
På få år er hospicer blevet en folkesag, Christiansborgpolitikerne bakker op om hospiceinitiativer med store millionbeløb i den såkaldte hospicepulje. Overalt er der stor og positiv stemning for hospice.
For et årstid siden fastslog, Indenrigs-og Sundhedsministeriet, at et hospice bør have 12 pladser. Alle amter blev pålagt at etablere i alt fald ét hospice indenfor amtet.
De nye regioner har for nylig fået pålagt minimumstal. Således skal den midtjyske region som minimum kunne fremvise 40 hospicepladser, på landsplan i alt 180 pladser er der krav om.
Initiativet til vores hospice, vi kalder det indtil videre Hospice Østjylland opstod ud fra et nytårsmøde hos y`smen her i Skanderborg kort efter nytår 2005. De 4 borgmestre fra Skanderborg, Ry,Hørning og Galten var inviteret til at fortælle om deres visioner i forb. med kommunesammenlægningen for deres vedkommende til ny-Skanderborg Kommune. På et spørgsmål, om hvordan de fire kommuner forholdt sig til hospice, meddelte alle fire, at de havde det højt prioriteret.
Møde kom efter møde og fra at være et lille lokalt initiativ bredte det sig ud, således at vi efterhånden var ca. 30 mennesker i initiativgruppen repræsenterende de 7 ny-kommuner, nævnt sydfra: Hedensted, Horsens, Odder, Ikast-Brande, Silkeborg, Skanderborg og Favrskov.
Samtidig repræsenterer initiativgruppen en meget stor befolkning, som er blevet svigtet hospicemæssigt set ud fra den hidtidige hospiceplanlægning.
Fra vores område, hvor centrum er i området Horsens, Silkeborg, Skanderborg, er der meget langt til de bestående hospicer eller de hospicer, der er på vej. Om ét års tid vil Midtjyske Region kunne oplyse ministeriet om i alt 48 pladser, men her er vi ved problemet:
12 pladser i Rønde, 12 i Skive og 12 i Hvide Sande. Der er også et hospice i Stautrup lidt udenfor Århus, men her er der kun 9 hospicepladser og de 7 er reserveret Århusianere.
Det vil sige, at bliver en af vores nærmeste så alvorligt syg, at en hospiceplads er nødvendigt, så er der meget lang vej hjemmefra for den syge, og det vil være svært for de pårørende at aflægge de daglige småbesøg, som i den situation er et must.
Et par tal: ingen kan sige at have tallet, men man regner med en baggrundsbefolkning på ca. 20000 for hver hospiceplads.12 pladser på et hospice svarer til en befolkning på 240.000.
I Horsens,Odder,Silkeborg og Skanderborg kommuner bor der godt 236.000. I alle de 7 kommuner, vi repræsenterer er der en befolkning på godt 361.000. Der er så rigeligt nok til et hospice.
Helt fra starten har vi haft et godt og tæt samarbejde med Danske Diakonhjem, som var med i planerne i Odder, som ikke blev til noget. Danske Diakonhjem har stået for etableringen og står for driften af hospice i Aalborg, Kamillianergården, som omtales som et mønsterhospice. Danske Diakonhjem har også stået bag Hospice Sønderjylland, som er åbnet for få måneder siden, og sidst har Danske Diakonhjem fået betroet opgaven at oprette og administrere hospice i Skive. Danske Diakonhjem står for driften af ganske mange plejehjem. Vi har mødt og vi har modtaget stor ekspertise især fra repræsentanten for Danske Diakonhjem Charlotte Enevoldsen, cand. scient. pol., som sidder her ved bordet.
Vores ønske er at få et hospice op at stå et eller andet sted i området Horsens, Silkeborg, Skanderborg. Men hvor hospice skal placeres er ikke afgørende for os. Det, der er afgørende for os, er, at der kommer flere hospicepladser et sted i området, så vi ikke skal rejse meget langt.
Hvor et hospice bør ligge kan man tænke et par principielle tanker om.
Det bør placeres et sted, hvor der er god infrastruktur, altså let for pårørende og ansatte at komme til.
Det bør ligge naturskønt og i et roligt miljø, men også gerne hvor der er liv. Erfaringen fra hospicer siger, at døende mennesker meget ofte har et stor behov for at føle, at der er liv omkring dem.
Hospice bør have tæt tilknytning til det palliative team – d.v.s den gruppe specialister ( læger, sygeplejersker, psykolog, fysioterapeut, præst), som har specialviden netop om palliation, dvs lindrende behandling. Det ideelle er, at det palliative team har bofællesskab med hospice.
Vi har henvendt os på borgmesterkontorerne i Horsens, Odder, Silkeborg og Skanderborg for at orientere om vores ide.
For 1½ måned siden henvendte vi os til Regionen, udmøntet dels i en følgeskrivelse med overordnede synspunkter, dels i en gennemarbejdet projektbeskrivelse i høj grad baseret på Danske Diakonhjems erfaringer fra Kamillianergården i Aalborg.
Vores andragende har været behandlet på regionsrådsmøde d. 20september, som har svaret, ar Regionen i øjeblikket ønsker at se an med de mange hospicepladser, der er på vej, i alt 48 indenfor et år.
Imidlertid åbner regionen op for, at hele hospicesituationen skal tages op til vurdering efteråret 2008.
Af flere grunde har vi grund til at tro, at vi har en god sag.
Vi ved at næsten alle regionsrådsmedlemmer ved mødet d. 20.sept. indså, at der mangler et hospice her i den syd-østlige del af den kommende region.
Vi ved, at der blev udtrykt meget positiv holdning til vores initiativ.
Vi ved, at Regionen for 2007 afsætter 8 millioner i budgettet til betaling til Sct. Maria Hospice i Vejle for patienter, der kommer fra den sydøstlige del af Region Midtjylland, altså fra dette område. De 8 millioner svarer til betaling for 6 pladser på et hospice. Med andre ord sender Regionen prisen for drift af et halvt hospice ud af Regionen.
Til dato har Sct. Maria Hospice i Vejle meget ofte har måttet afvise trængende patienter også fra deres eget område. Der er næppe grund til at tro, at det vil ændre sig ret meget, selvom der nu også er kommet 12 pladser i Hospice Sønderjylland i Haderslev.
Men der kommer formentlig til at gå to år, før Regionen genåbner sagen.
I den mellemliggende periode skal vi gerne have en stor støtteforening op at stå. I invitationen til generalforsamling har vi lagt op til, at foreninger rundt omkring i hele området kan holde møder med emnet hospice og med vores medvirken. Der vil vi meget gerne møde op.
Vi håber på en stor støtteforening, som kan udtrykke sig overfor politikerne f.eks. via medieomtale, læserbreve osv og også ved selve sin størrelse. Der er ikke tvivl om, at en stor folkelig opbakning kan gøre indtryk på politikerne.
Nu vil jeg give ordet til Birthe Thyssen.
Når Birthe Thyssen har haft sit indlæg, bliver der mulighed for at stille spørgsmål. I er også velkomne til at stille spørgsmål til Danske Diakonhjems repræsentant Charlotte Enevoldsen. Charlotte har kæmpestor erfaring og viden på hospiceområdet..
Men først er det dig Birthe – ordet er dit.