Formandsberetning 6/10-08
Det sidste år har været et fantastisk år, hvor vi har mødt en enestående opbakning til tanken om et Hospice Østjylland.
Den bedste oplevelse i årets løb var utvivlsomt den dag i maj, hvor vi gik på gaden i alt 26 steder i Horsens, Odder, Skanderborg, men også i Hedensted, Hammel. Solbjerg og Mårslet, hvor et par stykker fra hospicestøtteforeningen hvert sted fortalte om hospice, og de hvervede medlemmer. Og det gjorde de godt. På de 3 timer den lørdag voksede foreningen til næsten 1000 medlemmer. Og der kom flere til i de næste dage.
P.t. har vi over 1150 medlemmer. Det må siges at være flot – på knap 2 år. Stort set en 3-dobling siden sidste generalforsamling fra den gang godt 400 medlemmer.
Det naturlige optageområde for et kommende hospice er Horsens, Silkeborg, Odder og Skanderborg og til dels de omliggende kommuner Hedensted, Ikast-Brande og Favrskov. Og de godt 1150 medlemmer kommer fra hele området. Det vil sige bred opbakning til tanken om et hospice i netop i dette område.
I øjeblikket er adgangen til at komme på hospice herfra problematisk. Enten store afstande til hospicerne i Skive, Hvide Sande eller Rønde eller manglende plads på de nærmeste hospicer Søholm ved Brabrand sø eller i Vejle.
I de fire kommuner Horsens, Silkeborg, Odder og Skanderborg mennesker er der en befolkning på ca. 240.000 præcis det, der er befolkningsunderlaget for et hospice.
Prognoser for befolkningstilvækst tyder på stor vækst netop i vores område. Ca. 20% flere mennesker i løbet af ca. 20 år i modsætning til den vestlige del af regionen, hvor tilvæksten vil være beskeden eller manglende.
Også det taler stærkt for, at det næste hospice i Region Midt skal placeres her omkring.
Det er vigtigt at sige, at støtteforeningens hospiceprojekt ikke er et Skanderborgprojekt Det markeres f.eks. af en bestyrelse med to personer fra Horsens, to fra Silkeborg, 1 fra Odder og to fra Skanderborg. En anden markering er, at generalforsamlingen går på tur. Vi har været i Skanderborg og i Horsens. I år i Silkeborg og til næste år i Odder.
Men der er meget, der peger på Skanderborg som det bedst egnede sted for det næste hospice.
Skanderborg ligger centralt i området med kun 20 – 30 km fra Horsens, Silkeborg og Odder til et kommende hospice. Nærhed er helt afgørende, når vi snakker hospice. Gennemsnitsliggetiden på hospice er 2-3 uger. Daglige besøg vil mange gange være et must.
Infrastrukturen i Skanderborg er fornem med motorvej, to jernbaner, som krydser i Skanderborg, mange buslinier.
At en privat lodsejer har stillet 10.000 m2 gratis til rådighed for et hospice i et naturskønt område peger stærkt samme vej
I 2007 betalte Region Midt 6.3 million til Sct. Maria Hospice i Vejle for de patienter, som her fra Regionen havde benyttet hospice i Vejle. Det er klart, at Regionen gerne ser, at de penge bliver i Region Midt.
Gadeinitiativet d. 24/5 viste meget præcist, at der er bred forståelse for og opbakning til et hospice, og at det skal placeres i Skanderborg.
Det var den forårsdag. Men vi har nu bedrevet så meget mere:
I dec. måned viste vi hospicegrunden frem. Trods vintervejr kom der omkring 100 til et glas gløgg.
Her i september ønskede ”Fodslaw” i Skanderborg at gå for hospice. Trods dårligt vejr kom mange mennesker igen forbi grunden, hvor der igen var opstillet telt, blev fortalt om projektet, som også blev illustreret ved oplysende plancher.
I februar holdt Tove Videbæk foredrag om hospice og om den palliative indsats ved et møde i Skanderborg. Tove Videbæk er formand for Hospiceforum , som er en paraplyorganisation for hospicer og støtteforeninger her i landet, og som vi er medlem af.
Vi har deltaget i talrige møder med politikere, igen besøgt borgmesterkontorerne i Horsens, Silkeborg, Odder og Skanderborg. Vi har haft møde med Kræftens Bekæmpelse, Røde Kors, Ældresagen og Ældrerådet og fået deres opbakning.
Vi har været ude i mange foreninger og fortalt om arbejdet.
Et par gange i årets løb har vi udsendt breve eller mails til alle medlemmer. Vi har sendt breve til alle regionsrådspolitikere og byrådspolitikere med vores argumenter for et hospice. Vi har også sendt vores argumenter til ca. 1000 erhvervsledere i området.
Vi har været i medierne med pressemeddelelser og debatindlæg.
Vi har en flot hjemmeside, synes vi da selv. Vi har en dygtig webmaster fra egne rækker.
Vi har, som det forstås, gjort meget for at være synlige.
Der har været utrolig stor opbakning fra alle sider. Det giver sig udtryk på mange måder.
Vi har fået adskillige store pengegaver på både 5 og 10.000 og endnu flere tilsagn om endog meget store pengebeløb, når hospice bliver virkelighed. Vi har netop fået tilsagn fra Y`s mens club i Skanderborg om ikke mindre end 100.000 kr.
I årets løb har vi udover penge fået tilsagn om inventar til hospice, vi har fået 100 t-shirts med logo, som vi pynter os med ved særlige lejligheder. I skal bemærke nogle postkort, vi har fået som gave først 1000, og da de var solgt for en 10.er stykket har vi fået yderligere 2000, de er til salg også i aften. ”Kærligheden overvinder alt” er motivet. De har da også været i brug ved flere bryllupper.
Vores breve får vi gratis kopieret ved den stedlige boghandler osv osv.
Vi har fået støtteudtalelser fra flere sider f.eks. fra tidl. borgmester i Horsens, Vagn Ry, fra biskop Kjeld Holm, fra Hedensted Kommune.
Og så glæder vi os dagligt over gaver fra tidligere, og der tænker jeg ikke mindst på den store, smukt beliggende grund på 10.000 m2, på brevpapir og plakater og på vores flotte foldere. Først fik vi 5000 foldere. De er brugt og vi har fået 5000 flere.
I april i år indsendte vi igen Danske Diakonhjems og vores fælles projekt til Region Midt. Der var lagt op til en politisk vurdering i juni i. Den blev ikke til noget. Foreløbig er en evt. afgørelse om flere hospicepladser udskudt til 2009.
Så her vi:
Vi har en god sag at kæmpe for og nogle gode argumenter for placering af et hospice, vi har en kæmpeopbakning i befolkningen. Det, der mangler er en driftsaftale med Region Midt. Men vi tror på, at den kommer.
Planen for det næste år er at fortsætte med at gøre hospice kendt i befolkningen både ved gadeinitiativ, ved mødevirksomhed og ved at søge omtale af vores arbejde i medierne.
Et af vores mål er at få flere medlemmer fra hele vores område. Det vil overfor politikerne signalere, at vi i hele området står sammen om at få et hospice.
Noget andet er, at det er godt at have et godt beløb stående i banken, den dag planerne bliver til virkelighed. Gaver og tilsagn om gaver af enhver art er meget velkomne. Også gaver signalerer opbakning.
Der er i dag 48 hospicepladser i gang i Region Midt. Der er ingen tvivl om, at der er brug for dem alle. Så snart en plads bliver ledig, flytter en ny patient ind. For den vestlige del af Region Midt og for Djursland har de nye hospicer i Hvide Sande, Skive og Rønde betydet et stort løft i plejen af døende. Praktiserende læger tør igen nævne muligheden af at komme på hospice overfor deres patienter, fordi det nu er en reel mulighed for dem. Men for vores område er der endnu ikke kommet et tilsvarende løft i plejen af de døende. Men det må komme. Det tror vi på.
Tak!